Et perspektiv på børns skolevægring og skolefobi
De sidste 14 år har jeg arbejdet med børn og unge, og jeg ser en stigende tendens til bekymrende skolefravær blandt de børn, som jeg arbejder med. Der er flere åbenlyse problemer i forbindelse med, at børn ikke kommer i skole. For det første bliver barnet socialt isoleret og er ikke sammen med venner og familie. Og der opstår ofte også mange konflikter i familien pga. skolefraværet. For det andet får børnene ikke den undervisning som de har ret og pligt til. I værste fald kan der også være langsigtede konsekvenser blandt andet er der en øget risiko for skolefrafald senere i uddannelsessystemet, svækkede social evner, social tilbagetrækning, arbejdsløshed, psykiske problematikker samt ungdomskriminalitet.
Det ønsker ingen.
Når et barn/ung ikke kommer i skole skyldes det mange årsager og sjældent kun én. Men fælles for de børn, der ikke kommer i skole er, at de gør det for at undgå væsentlig ubehag, og de ender ofte med at isolere sig.
Min erfaring er, at mange voksne spørger barnet “hvorfor kommer du ikke i skole?”. Barnet kan nogle gange svare i skolen, at det er pga. noget i hjemmet, og derhjemme kan barnet sige, at det er pga. noget i skolen. Sandheden er nok, at barnet egentlig ikke ved det.
Tilbage sidder barnet med mange modsatrettede følelser, og kan føle skam, skyld, og kan tænke: “hvad har jeg gjort forkert?” eller “jeg er et dårligt menneske!”. I sidste ende føler de sig anderledes, og at de andre børn ikke vil dem.
Skolevægring er ikke pjækkeri. Mange af de børn, som jeg har arbejdet med ytrer et stort ønske om at komme i skole, men når det så kommer til dagen, hvor de skal afsted, så bliver det for svært. Udefra kan jeg tydelig se, hvor plagsomt det er for barnet at have det sådan. De voksne kan ofte stå og føle sig magtesløse i sådanne situationer.
Det værste er….
I min optik er noget af det værste, at jeg ikke kan se, at vi som samfund har fundet en “løsning”. Hjælpen til disse børn skal kunne begynde øjeblikkeligt og være klar på det lange seje træk. Derfor læser jeg også med glæde, at SF har stillet et beslutningsforslag om akut hjælp fra PPR til disse børn. Men det er ikke nok. I mit arbejde ser jeg ofte familier, der nærmest er tyndslidte, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere problemerne forbundet med skolefraværet.
Jeg har desværre set flere eksempler på forløb, hvor der ikke er handlet i tide. Inden barnet er begyndt at være fraværende i skolen, så har der været en meget lang periode, hvor barnet har haft det svært. Forældrene har måske prøvet at gøre skolen opmærksom på, at deres barn ikke trives, men det er ofte først, når der begynder at være fravær, at der handles.
Når fraværet er blevet massivt så mødes alle parter: familie, skole, PPR og kommune. Alle parter er velmenende, men tiden er gået og alle er også (meget) frustrerede. Måske er det folks frustration og afmagt, der har gjort, at jeg har oplevet, at netværksmøderne i bedste fald er endt med halvhjertet løsningsforslag, som der i sidste ende ikke bliver fulgt op på. I værste fald er folk gået grædende fra mødet og ingen har opnået en større indsigt eller nye handlemuligheder.
Vores idé
Sammen med min psykologkollega Åse Hansen er jeg begyndt at udvikle et tilbud til disse børn og deres familier.
Vi vil være med til at støtte disse familier, der i en periode af deres liv kan være ramt af, at deres barn/ét af deres børn ikke trives eller ikke kommer i skole.
Vi har et helhedsperspektiv, når familier henvender sig til os, fordi deres barn har bekymrende skolefravær eller mistrivsel. Det er ikke barnet, der er problemet. Det er problemet, der er problemet. Sammen med barnet, familien, og skolen er vi med til at kaste lys på, hvad der kan ligge til grund for, at barnet værger sig imod at komme i skole. Der findes sjældent en enkelt årsag og derfor er det vigtigt at tage kompleksiteten alvorligt, og IKKE skylde skylden på familien, skolen eller barnet.
Samtidig er der ikke to familier der er ens, så vi vil sammen med familien finde ud af, hvad DE har brug for. I nogle familier er det vigtigt, at forældrene får rum og mulighed for at få talt og sat nyt perspektiv på, hvad de kan gøre. Andre familier har måske brug for, at der er et samtaleforløb med barnet og familien, og derefter et møde med skolen eller andre vigtige mennesker. Måske er der i andre tilfælde brug for en tovholder der koordinerer indsatsen og er med i det lange seje træk.
Det er så vigtigt, for barnet, at alle vigtige voksne og involverede parter har et konstruktivt og kontinuerligt samarbejde. Hvor min og Åses opgave bliver at skabe et rum, hvor folk kan være og lytte med hjertet frem for med kløerne.
Forløbet for den enkelte familie for eksempel kan sammensættes af følgende tilbud:
- Samtaler med forældrene, barnet og familien
- Gruppeforløb for børnene
- Gruppeforløb for forældrene
- Netværksmøde med alle vigtige parter
Åse og jeg vil holde foredrag om skolevægring og vores løsningsforslag for alle interesserede i foråret og efteråret 2020 (tilmelding kommer senere på https://www.facebook.com/psykologiaalborg).
Vi glæder os til at komme ud og fortælle om noget, der ligger vores hjerte så nært.
Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du sidder og har nogle spørgsmål eller kommentar til mit indlæg. Måske er du forælder og har et barn som ikke trives, og efter at du har læst mit indlæg, så synes du at der mangler et perspektiv. Eller at du er lærer og gerne vil høre mere om emnet. Eller noget helt tredje…
